Udskudt 1. arbejdsdag.....

På mandag var det meningen at jeg skulle genoptage mit arbejde efter endt barselsorlov. Og jeg havde virkelig glædet mig rigtig meget. Lars startede på barsel i fredags og så skulle vi hygge en uge, og så skulle Lars og Elias gå hjemme og have det rart sammen, mens jeg kom ind i arbejdet igen.
Men skæbnen vil det anderledes!
I torsdag da jeg lige hurtigt skulle hive et par rene bukser fra tørrestativet i køkkenet, inden vi skulle ud af døren om morgenen, Jonas i børnehave og Elias og jeg på udsalg, vred jeg i det venstre knæ og var øjeblikkeligt totalt handlingslammet!

Jeg måtte sætte mig på kontorstolen og grædende rulle ud i gangen hvor Jonas ventede og Elias kravlede lystigt rundt. Jeg ringede desperat til Lars flere gange uden held, jeg ringede til en hjemmegående nabo - uden held og tilsidst ringede jeg til Rikke for at tigge om at låne Keld, der arbejder ca 1 km fra vores hjem. Keld kommer, jeg får endelig fat i Lars og Sophie's mor (vores nabo, Jonas og Sophie er bedste venner). Jonas følges med Sophie i børnehave, Keld parkerer Elias i tremmesengen, så er han af vejen, og dernæst henter han isposer i bilen og mine krykker i kælderen, og Lars beordres ekpres hjem fra arbejde.

Men jeg kan intet - ud over at tude. Så det ender med at Keld må ringe efter en ambulance der heldigvis hurtigt kommer og kører mig på skadestuen, og så passer han Elias til Lars kommer hjem, og kan følge efter ud til skadestuen og se til hans kone.

I ambulancen var der 3 søde falck-reddere der prøvede at berolige mig og tvang mig til at trække vejret i en plastik pose. Det lyder dumt, men det er ret effektivt, hvis man, som jeg, har meget tendens til at hyperventilere - og jeg mener rigtig meget hyperventilere!

Nå, men på skadestuen tuder jeg bare og det lorte ben gør vanvittig ondt. Jeg bliver forsøgt undersøgt af en læge,sendt til røntgen, kommer retur og bliver igen tilsendt af lægeen, der også får en second opinion fra en anden læge. Men ikke meget held i det. Benet kan pga smerter og hævelse ikke undersøges og jeg bliver sendt hjem med nogle stærke piller og en tid i ambulatoriet d. 18/1. Mistanken er dog ganske klar: Både lægen i skadestuen og jeg selv er sikker på at det er menisken, men det må vi venter med at få svar på.

Så her sidder jeg så - med benet op, ser fjernsyn, ømmer mig, spiser piller og lader Lars om ALT arbejdet. Han er nu for alvor kommet fuld tid på barsel, og så skal Jonas jo også passes ved siden af, der skal handles, laves mad, vaskes op, vaskes tøj - han skal simpelthen lave alt.
Stakkels ham - og stakkels mig.

Heldigvis var min chef sød da jeg i dag måtte ringe og sige at jeg ikke lige kom tilbage fra barsel, men istedet skulle sygemeldes fra på mandag - det var ikke en særlig sjovt samtale, men det skulle gøres. Og jeg kan da også være lidt med på mailen hjemmefra, så vi må se hvordan det går.