torsdag, december 21, 2006

Jonas er forelsket!


I går morges da vi var ved at få jakkerne på og skulle ned i børnehaven kom Jonas med guldkornet over dem alle. Jeg kan ikke helt huske hvordan det startede med han spurgte mig om noget med at være forelsket! Øhh, ja Jonas? Og så kom der noget med at være forelsket og det var noget med piger! Ja, Jonas?


Og så kom den - Den længe ventede bemærkning vel egentlig: Jeg er forelsket i Lynet McQueen


Man må da elske de børn.

Etiketter:

tirsdag, december 19, 2006

Emil på besøg


I går havde vi besøg af min fætter Emil. Han bor normalt i Hadsund, men i øjeblikket arbejder han som juletræs-sælger, det meste af tiden på deres plads i Rødovre ved Roskildevej.

Det er efterhånden en tradition at når Emil er i Kbh. så ringer han og spørger om jeg skal have et juletræ, og så inviterer vi på aftensmad. Så igår hentede jeg sammen med Jonas og Elias Emil og det synes Jonas var fedt. Emil skulle se alle bilerne og alt det andet på værelset, og han gad ligge på gulvet og lege - FEDT.

Og mens vi spiste hang Jonas nærmest på Emil, og det var også hos ham Jonas sad mens han så Pyrus til julebal i nisseland.

Etiketter:

Julenissen Julie på besøg


I børnehaven har de en nisse som hver dag kommer med et barn hjem, sammen med sin kasse og sin bog. Så skal barnets forældre skrive i bogen hvad Julie har oplevet og så bliver det læst højt næste dag inden frokost.

Jonas har også haft Julie med hjemme, og det havde han virkelig glædet sig meget til. Han havde spurgt i mange dage, om det ikke snart var hans tur til at have Julie med hjem, og endelig oprandt dagen.

Julie kørte i barnevognen sammen med Elias hjem, og så fik vi eftermiddagskaffe og Julie fik lov til at smage Jonas' hjemmebagte brunkager. Hun fik også en tur i "Frank & Buster flyveren" (Koalabrødrenes flyvemaskine), og hun var med inde hos nabopigen Sophie og lege. Det var en stor succes, og Julie blev puttet mange gange i hendes kasse med dynen og tæpperne, og hun skulle også sove sammen med Jonas i sengen om natten. Og Jonas fik meget op i at jeg hele tiden skulle skrive i bogen hvad Julie havde lavet.

Etiketter:

fredag, december 15, 2006

Sidste besøg fra sundhedsplejersken

I går havde vi sidste besøg af vores sundhedsplejeske Betinna.
Status var at Elias 8 mdr gammel vejer 9700 g og måler 72 cm.

Han bestod boelprøven med bravour, dog skal vi lige forbi en øjenlæge på et tidspunkt og have tjekket om han er eller ikke er lidt skeløjet på højre øje.

Boel-prøven fascinerer mig faktisk ret meget. Først finder sp en rød træpind, hun forklarer at først tager barnet pinden med den ene hånd, tager den over i den anden hånd og kommer den i munden. Og ganske rigtigt. Er det ikke utroligt at sådan gør alle børn i den alder bare. Først undersøger de tingene med begge hænder og så med munden. Jeg synes det er sjovt.
Bagefter ringer hun med nogle klokker og bjælder for begge barnets ører for at tjekke hørelsen og den var helt normal.

Etiketter:

mandag, december 11, 2006

Jeg kan køre snescooter.....

Så er jeg hjemvendt fra 5 dage i Østrig og er mange oplevelser rigere.

Det var en fantastisk tur. Ud over at se noget smuk østrigsk natur, havde vi det rigtig sjovt og lavede en masse sjove ting.
Torsdag skulle vi køre snescooter. Om formiddagen prøvede vi snescooterne og om eftermiddagen skulle vi køre ræs mod hinanden. Der skulle findes repræsentanter fra alle lande og med kun en deltager fra Danmark, skulle jeg repræsentere Dannebrogs farver. Jeg skulle køre løb mod Heir (en amerikaner), der desværre viste sig at være en tand (eller et helt mundsæt) bedre end mig. Vinderen af hele ræset blev en gut fra Schweitz, der vandt retten til at køre løbet næste år på det officielle Swatch-Team.


Efter snescooter-oplevelserne, var det meningen at vi skulle have præsenteret juleuret Artic Touch, men det blev desværre midt i præsentationen stjålet af nogle tyveknægte i en stor sort Hummer. Eneste mulighed vi havde for at sætte efter dem var af luftvejen, så der blev tilkaldt assistance i form af 2 helikoptere der fløj os ud af dalen.

Fredag måtte vi, Swatch-agenterne in spe, gå i træningslejr for at kunne fange tyvene. Vi fik bla. træning i Range Rover-kørsel på off-road"bane", skydning med riffel og bue og pil, glatførebane, kørsel med bind for øjnene mm.



Lørdag gik turen til Salzburg hvor vi kørte en lang tur i hestevogne, og derefter havde lejlighed til at gøre lidt shopping. Desværre øsede det ned i de 3½ time vi havde til rådighed, inden agenterne igen blev kaldt til samling, men det lykkedes mig da at få handlet lidt i den lokale Swatch-store :-)

Derefter var der julemiddag på et lokalt slot, og under middagen var det lykkedes at fange tyvene så vi alle kunne få overrakt vores velfortjente juleur og vores Agent-idkort.




Tilbage på hotellet fik vi følgende sms-besked: Dear Special Agent. The mission has been completed. We will inform you about other secret actions, soon. Your cell phone will explode in one second.


Så var det nu man kunne have åbnet altandøren og smidt mobilen ud i sneen, for da vi kom tilbage til hotellet havde det nemlig sneet det meste af dagen i Hinterglem, og efter en hel nat med sne var der rigtig kønt vinterlandskab uden for vinduet den næste morgen.


På vej hjem fra Østrig mellemlandede jeg i Zürich og der var sørme lige en Swatch-store i lufthavnen, som jeg også kom til at bruge visa-kortet i. Sådan kan det går, næææææ: Sådan skal det gå, og det gør det også altid;-)

Du kan se flere billedersom Mikael har lagt på hans site, incl et enkelt slutbillede af mig og det nyerhvervede juleur http://www.always-surprising.com/event_xmas2006.htm

Etiketter:

mandag, december 04, 2006

Så er der godt nok blevet pakket gaver ind

Jeg har ligesom lige et par ting jeg skal nå inden jeg onsdag morgen drager til Østrig.

En af dem var, at jeg skulle have pakket alle de gaver ind, som jeg har købt til et pakkespil i Diabetesforeningen. Så her i aften har jeg brugt ufattelig lang tid (sådan føltes det til sidst) på at pakke ikke mindre end 29 gaver ind - det er faktisk ret mange og de fylder en hel sort sæk...
Håber godt nok at der bliver kamp om dem - om folk så bliver glade for indholdet eller ej, det er deres problem. Jeg gider ikke at købe noget jeg ikke selv gider at få, så det er brugbare ting det hele. Fx. kanel, risengrød, julekort, pakkebånd, kagedåser m/pebernødder og lign.

Nå, men i det mindste er jeg nu i træning når jeg skal til at pakke julegaver ind, men de skal jo lige købes først.....

fredag, december 01, 2006

Næsten verdens værste dag

Nu er kl. 22.31 og jeg burde have siddet til julefrokost med mit arbejde, fået super lækker mad, lækre rødvine og Baileys (jeg er stoppet med at amme, så der kunne drikkes med god samvittighed) og så måske en drink bagefter. I stedet sidder jeg i min seng og er bare kvæstet. Det har nemlig været en lortedag.

Startede fint nok med at jeg gik hjemmefra i morges kl. 8.30, afleverede Jonas i børnehave og kørte ind på Lars' arbejde for at aflevere den juledekoration jeg havde lavet til ham og som han ikke kunne have med i toget. Derefter tog Elias og jeg i Fields og købte et par julegaver, hyggede fik en kop kaffe og lidt babygrød og alt var fryd og gammen.

Derhjemme var nemlig vores super-rengøringsdame Yvonne, som kommer hver 2. fredag i 3 timer og sørger for at lejligheden ikke gror helt efter. Jeg kom hjem kl. 12.30 og skulle lige have lidt frokost, måske en lille lur på sofaen og så i bad og være lækker inden aftenens julefrokost.

Men hvad sker der da jeg kommer hjem: Jeg opdager at jeg har tabt nøglen til huset og vi kan ikke komme hjem. Jeg leder og leder, i bilen, i børnehaven, på vejen = uden held. Ringer til Yvonne og ligger besked på tlf-svarer, og kører til hendes hus = uden held. Ringer i Fields = uden held. Kører retur til Fields og kikker i parkeringskælderen under biler = uden held. Ringer ca 100 gange til Yvonne = uden held. Tager i City 2 for at slå tiden ihjel, Ringer til Fields igen = uden held, kører igen til Yvonne = uden held. Sætter en seddel på hendes dør om at hele familien er låst ude og at jeg er desperat. Ringer kl. 16.45 til firmaet og siger at jeg ikke kommer til julefrokost kl.18.00 pga...situationen, og Lars kommer endelige hjem og har hentet Jonas i børnehave. Vi nasser os til logi hos Rikke og Keld i Taastrup, og kører igen forbi Yvonne og ringer gang nr. 200 gang = uden held.

Hos Rikke og Keld henter jeg babymad til Elias i Fakta og Lars og Keld henter pizza, og pludselig ringer min telefon: Det er Yvonne...... JUUUUUUBBBBBBBBBIIIIIIIIIIIIIIIII

Hun er til julefrokost, men de er løbet tør for drikkevarer så hun er bare lige hjemme for at hente noget rødvin og ser min besked på døren, og er meget ked at det. Jeg er lykkelig, for nu kan vi nemlig få hendes nøgle og komme ind hjemme. Og jeg er meget lykkelig for at de har drukket mere end beregnet, for ellers var det nemlig meningen at hun først ville komme hjem i morgen. I givet fald skulle vi have sovet hos Rikke og Keld, uden ble til Jonas, uden tøj, tandbørster og alt muligt, eller ringet efter en låsesmed og betalt min 1500 kr. for at komme ind og derefter 5-600 kr. for en ny lås (vi har en speciel lås der ikke kan brydes op, men skal bores ind!)

Lars skynder sig at hoppe i bilen og køre de 2 km hjem til Yvonne og hente vores nøgle og vi spiser pizzaen og en pose slik mens Jonas ser Pyrus og så var det bare hjem. Det trængte jeg til!

Tak til Rikke og Keld der husede den desperate familie da fjolset jeg havde tabt nøglen, og tak til Yvonne fordi hun ville give julefrokost-selskabet noget mere vin som hun lige skulle hente hjemme. Og så er det da ærgerligt at misse julefrokosten i GFK, men så er jeg mere frisk til at bage brunkager med Jonas i morgen. Godnat.

Etiketter: